Den brune bi på Læsø
Som det eneste sted i Danmark er brune bier på Læsø delvis fredet. Det betyder, at vise områder er forbeholdt de brune bier, - Apis mellifera mellifera. Hvorfor nu det? Er det nødvendigt at frede bier, der ses overalt i naturen og holdes som husdyr af biavlere? Er bierne på Læsø noget specielt?
De brune biers oprindelse og udbredelse
De brune biers oprindelse skriver sig millioner af år tilbage. De har sandsynligvis haft deres udspring i Nordafrika og har herfra bredt sig over en landtange ved Gibraltar nordpå i Europa. Naturforskeren Carl von Linné beskrev de brune bier i 1758, der dengang var enerådende i hele Nordvesteuropa. Udenfor dette store udbredelsesområde fandtes andre biracer.
Biracernes udspaltning og tilpasning
I dette århundrede er der foretaget en betydelig forskningsmæssig indsats for at kortlægge og beskrive honningbiernes evolutionshistorie. Der er indtil nu beskrevet ca. 24 racer af honningbier, hvoraf de brune bier blot er en enkelt race. Disse racer har udviklet sig lokalt efter naturgivne betingelser med begrænset geografisk udbredelse. De vigtigste betingelser for biernes fodfæste på en lokalitet har været forbundet med mulighederne for at finde tilstrækkeligt med fødekilder (nektar og pollen) samt klimatiske betingelser for overvintring. Som følge heraf har de racer, som er trængt længst mod nord i særlig grad udviklet en robusthed mod vinterkulde, parasitter og vintersygdomme. Derfor er de brune bier bedre til at modstå de kolde og lange vintre i honningbiernes nordligste udbredelsesområder end andre racer, som har udviklet sig i sydligere lavlandsområder.
Mennesket - ven eller fjende?
Allerede i en fjern fortid følte mennesket sig tiltrukket af biernes søde honning. Dengang levede bierne vildt i naturen og havde som oftest bo i et hult træ. Vikingerne lærte sig kunsten at fremstille mjød ved at gære honning og udnytte bivoks til lys. Interessen for bier, og de produkter de producerer, har eksisteret lige siden. Biavlen har udviklet sig således, at bierne i dag holdes som husdyr i bistader. Selv om bierne stadig lever et frit liv, stiller biavleren krav til bierne. De skal være fredelige at arbejde med, og de skal give mest muligt udbytte. Hvis biavleren ikke finder, at de lokale bier tilfredsstiller disse betingelser, fristes avleren til at importere bier fra andre egne eller andre lande med det mål at "forbedre" de hjemlige bier. På grund af biernes særlige forplantningsbiologi medfører dette uvægerligt en blanding af racerne. Målet, som kan forsvares et langt stykke af vejen, er naturligvis en øget produktion. De uheldige følger er derimod, at de oprindelige biracer forsvinder i et virvar af blandingsbier. Under bestræbelserne på at avle gode brugsbier er det derfor vigtigt, at man samtidig søger at bevare de oprindelige racers gode egenskaber, som de har opnået ved en naturlig tilpasning gennem årtusinder, og som er en betingelse for, at også fremtidens biavlere kan lave nye brugsbier til skiftende behov.
Biavlen i Danmark og Læsøbierne
De brune bier var også i Danmark den naturlige race, indtil man for ca. 100 år siden begyndte at importere bier fra sydlige lande. Nu er de fleste bier her i landet en skøn blanding af 3-4 racer tilsat et stænk af gener fra fjerne verdensdele. De sidste rester af de brune bier i Danmark findes kun sporadisk. Læsø er i virkeligheden det eneste sted, hvor der endnu findes en population på ca. 200 bifamilier, som kan dokumenteres at være racerene. Hos disse bier kan man endnu finde gode naturtilpassede bevaringsværdige egenskaber som tolerans overfor vintersygdomme, robusthed overfor det kølige nordiske klima og vinterfasthed. Derfor er det vigtigt, at populationen bevares som en genbank, hvor de gode egenskaber fremover kan plukkes til krydsningsavl, og derfor er det nødvendigt at frede Læsøbierne.
De brune bier - og vores nabolande
Også i landene omkring os er de brune bier forsvundet. Kun ganske enkelte isolerede bestande eksisterer stadig, og dem arbejder man målbevidst på at redde. Der er etableret et samarbejde over landegrænserne mellem biavlere, der ønsker at bevare livskraftige stammer af brune bier i visse områder af det tidligere udbredelsesområde. Avlsmateriale fra Læsø indgår nu i både svenske, tyske og polske bestande af brune bier.
Bifamilien
En bifamilie består af 20.000-60.000 arbejderbier, der alle er dronningens golde døtre, nogle få hundrede hanner (droner) og én dronning. Tilsammen udgør de bifamilien, der på mange måder kan sammenlignes med en krop bestående af mange tusinde celler (arbejderbier). De har mange forskellige opgaver i kroppen (bifamilien) f.eks. forsvar, rengøring og forsyning. Alt fungerer ved et udviklet samarbejde og god intern kommunikation. Dronningen er organismens formeringsorgan, der ustandselig lægger æg, som udvikles til arbejderbier. Desuden producerer hun æg, der udvikles til bifamiliens flyvende sæd - droner.
Biernes formering
Egentlig har bier to formeringsformer. Én der øger antallet af bier i selve bifamilien, og én der øger antallet af bifamilier. Først vokser bifamilien sig stor og stærk, fordi der til stadighed produceres arbejderbier. En overgang lægger dronningen ca. 2000 æg i døgnet og individantallet stiger dramatisk i bifamilien. Herved opstår trangen til den egentlige formering - flere bifamilier. Dronningen lægger nogle få æg, der ved omhyggelig pleje udvikler sig til unge dronninger. På en dag med godt vejr forlader den gamle dronning boet med ca. halvdelen af arbejderne - bierne sværmer. De flyver afsted for at grundlægge et nyt bo. I det gamle bo overtager en af de unge dronninger opgaven med at lægge æg, men inden må hun parres. Parringen foregår højt oppe i luften og tit langt fra boet. Her mødes den brunstige hun af flere droner, der finder hende ved hjælp af lugtesansen. Én for én parrer de sig med hende, dør, og straks forsøger en ny lykkeridder. Det hele foregår i vild flugt, og i løbet af 3 til 4 parringsflyvninger har hun parret sig med en halv snes droner, Dronningen har nu sæd nok til resten af livet og parrer sig ikke mere.
Biernes betydning i naturen
Bier og blomster er et kendt tema. Sandt er det også, at begge parter lever i et indbyrdes afhængighedsforhold. Bierne har brug for pollen og nektar, og såvel den vilde flora som planter i haver og på marker er afhængig af bibestøvning. Nektaren, som bierne henter hjem, inverteres til honning og var tænkt som forråd til bl.a. vintermånederne. Biavleren fjerner honningen og tilbyder bierne sukker som vinterforråd. Et bytte som bierne trives fint med og som gavner menneskers søde tand. Værdien af det arbejde, bierne laver som bestøvere, overstiger dog langt værdien af den honning, de indsamler.
Læsø honning
Enhver, der besøger Læsø, erfarer hurtigt, at naturarealerne udgør langt hovedparten af øens areal. Bonitet og klima er ikke gunstigt for frøavl, og derfor stammer den nektar, som bierne samler, næsten udelukkende fra den vilde flora i skov og mose samt heder og strandenge, Det giver en meget fin og aromatisk sommerhonning, som slynges i juli og en stærk og krydret lynghonning, som er klar i september.
|