Fredning
Som det eneste sted i Danmark er brune bier på Læsø delvis fredet. Det betyder, at vise områder er forbeholdt de brune bier, – Apis mellifera mellifera. De unge dronninger parrer sig kun i en kort periode, hvorefter de har sæd nok til resten af livet. Øens østligste del er parringsområde for de unge dronninger, og her må udelukkende være godkendte brune bier. På den måde kan man sikre, at de unge dronninger møder renracede droner(hanbier).
”Parringsområdet er markeret med rødt og en bufferzone med grønt”
Hvorfor bevare Læsøbierne?
Er det nødvendigt at frede bier, der ses overalt i naturen og holdes som husdyr af biavlere? Er bierne på Læsø noget specielt?
De brune bier var også i Danmark den naturlige race, indtil man for ca. 100 år siden begyndte at importere bier fra sydlige lande. Nu er de fleste bier her i landet en skøn blanding af 3-4 racer tilsat et stænk af gener fra fjerne verdensdele. De sidste rester af de brune bier i Danmark findes kun sporadisk. Læsø er i virkeligheden det eneste sted, hvor der endnu findes en population på ca. 200 bifamilier, som kan dokumenteres at være racerene. Hos disse bier kan man endnu finde gode naturtilpassede bevaringsværdige egenskaber som tolerans overfor vintersygdomme, robusthed overfor det kølige nordiske klima og vinterfasthed. Derfor er det vigtigt, at populationen bevares som en genbank, hvor de gode egenskaber fremover kan plukkes til krydsningsavl, og derfor er det nødvendigt at frede Læsøbierne.
Mennesket – ven eller fjende?
Allerede i en fjern fortid følte mennesket sig tiltrukket af biernes søde honning. Dengang levede bierne vildt i naturen og havde som oftest bo i et hult træ. Vikingerne lærte sig kunsten at fremstille mjød ved at gære honning og udnytte bivoks til lys. Interessen for bier, og de produkter de producerer, har eksisteret lige siden. Biavlen har udviklet sig således, at bierne i dag holdes som husdyr i bistader. Selv om bierne stadig lever et frit liv, stiller biavleren krav til bierne. De skal være fredelige at arbejde med, og de skal give mest muligt udbytte. Hvis biavleren ikke finder, at de lokale bier tilfredsstiller disse betingelser, fristes avleren til at importere bier fra andre egne eller andre lande med det mål at “forbedre” de hjemlige bier. På grund af biernes særlige forplantningsbiologi medfører dette uvægerligt en blanding af racerne. Målet, som kan forsvares et langt stykke af vejen, er naturligvis en øget produktion. De uheldige følger er derimod, at de oprindelige biracer forsvinder i et virvar af blandingsbier. Under bestræbelserne på at avle gode brugsbier er det derfor vigtigt, at man samtidig søger at bevare de oprindelige racers gode egenskaber, som de har opnået ved en naturlig tilpasning gennem årtusinder, og som er en betingelse for, at også fremtidens biavlere kan lave nye brugsbier til skiftende behov.